'Den frosne kvinde' af Annie Ernaux

Den nu Nobelprisvindende franske forfatter Annie Ernaux brød med ’Den frosne kvinde’ fra 1981 igennem til den knivskarpe skrivestil, der definerede resten af hendes forfatterskab. Det er en erindring af, hvordan hendes frisindede opvækst blev til et sat liv som gift kvinde og småbørnsmor. Og et forsøg på at navngive de kræfter, der i 1960’erne fasthold en kvinde i en smal, forudbestemt rolle. Bogen er ambitiøs, kan man nok godt høre, og for pokker hvor den lykkes med meget. Annie Ernaux mestrer at finde den fælles skæbne i den personlige, ikke mindst fordi hendes sjæleudkrængninger er så usentimentalt kompromisløse, så direkte og hensynsløse som en dom.

Det henførende smukke ved ’Den frosne kvinde’ er, hvordan sproget driver afsted som en trækvind gennem årene. Fortællingens tempo og henkastede måde at komprimere tid på, bliver man nærmest afhængig af, så forførende er dens måde at lade et menneskeliv suse hvirvlende derudaf. Det dybt originale ved bogen er, hvordan den på skarpsindig vis viser alle de skjulte måder, hvorpå kvinder bliver fastholdt i selvopofrende, selvbenægtende roller. Og det fascinerende ved ’Den frosne kvinde’ er indblikket i en skarpt kønsopdelt tid, hvor mandens ansvar var indtægt og overarbejde, og hvor kvindens pligt var hjem, børn og ynde. Selv om sådan et samfund kan føles langt væk, har det formet mange af os, og dens syn på køn må derfor stadig være hos os den dag i dag i form af en spøgende rest, et utidigt ekko. Hvor er det en gave at få så velskrevet en gengivelse af den verden som ’Den frosne kvinde’.

Vil man læse videre i samme stil, er det oplagt at gå videre til Ernauxs senere bog ’Årene’, der på mange måder er en ’Den frosne kvinde’ 2.0. Ellers kan man glædes over den velformulerede indignation i Olga Ravns ’Mit arbejde’ eller som altid indsigtsrige Édouard Louis’ ’En kvindes forvandling’.